DET ER IKKE OKAY
DR ULTRA

Det er ikke okay! er en serie i fem episoder om psykisk vold mod børn i hjemmet og er en del af en kampagne til oplysning om denne type vold, der først blev forbudt ved lov i 2019.

I hver af de fem episoder af Det er ikke okay!, hører vi den ægte historie fra en af de unge, der er blevet udsat for psykisk vold i deres barndom. Fem forskellige oplevelser af, hvad det vil sige at leve en barndom med frygt, hån, ydmygelse og tilfældige regler, det er umuligt at overholde. Historierne er blevet dramatiseret og bliver spillet af skuespillere.

Vi møder pigen, hvis mor konstant kaldte hende ting som ”psykopat” og ønskede, at hun aldrig var blevet født. Drengen, der var ved at kaste op af skræk til sine skole-hjem-samtaler, fordi han vidste, at han ville få tæsk, når de kom hjem. Pigen, der konstant skulle sove som straf. Søskendeparret, der altid skulle frygte for faderens raserianfald, når de overtrådte én af hans mærkværdige regler. Og pigen, der aldrig har oplevet en far, der ikke var sur.